Menu

Anders Morsing er alt for tidligt gået bort

image
Brian Rasmussen
14. november 2023 kl. 20:01
Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om at Anders Morsing er gået bort i en alt for tidlig alder.


Anders husker vi for sit positive væsen. Han var altid i godt humør og spredte sin fodboldglæde ud over hans 08/09 piger og hele vejen ud over sidelinjen mod forældre, frivillige og andre hold.

Hans trofaste støtte Anette P var altid ved hans side med en snackvogn til pigerne (selvfølgelig nedkølet ved høje temperaturer) og holdt styr på det administrative bag alle hans fantastiske ideer. 

Anders havde en fantastisk evne til at fange pigerne og var altid 100 % på deres niveau, der blev sunget fødselsdagssang og fjollet til træningerne, men samtidig forstod han vigtigheden i at små fodbold spillere kan have brug for at vide hvem de skal sidde ved siden af i turbussen.

Vi var aldrig i tvivl om at Anders var fra Kongens Lyngby, men vi var heller aldrig i tvivl om Anders´ kærlighed til “Kongens Måløv” og ikke mindst Måløv Boldklub!

Man fristes til at sige ”at man kan tage Anders ud af Måløv, men ikke Måløv ud af Anders!” For selvom familien fraflyttede byen, så blev klubben fulgt fra sidelinjen.

I forbindelse med Anders´ genoptræning efter et hjertesvigt blev Måløv Boldklub tøjet flittigt luftet, og det var en sand fornøjelse at følge Anders´ kamp – desværre blev denne kamp fløjtet af alt, alt for tidligt.

Vi er helt sikre på, at Anders sidder et sted med en kold Faxe Kondi og hepper på de Kongeblå fra Kongens Lyngby og selvfølgelig Måløv Boldklub

Vores tanker går til Anette, Nikolaj og Caroline i denne svære tid

Æret være Anders´ minde

På Måløv Boldklubs vegne
Nicoline Lynn og Brian Rasmussen




Luk