Menu

Måløv indendørsstævne 2021

image
14. november 2021 kl. 20:45

Lørdags i sidste uge blev det årlige Måløv Boldklub indendørsstævne igen afholdt. Der var besøg af 15 forskellige klubber fordelt over de forskellige puljer og årgange.

Dagen startede ud med kampe for U6 og U7. Her skulle U6 holdet have haft besøg af LSF, men pga. Coronasmitte på holdet, måtte LSF desværre melde afbud. Afbuddet skulle dog ikke holde U6 fra at spille en masse gode interne kampe. Der blev scoret en masse mål og alle spillere gik glade fra stævnet med en flot medalje om halsen.

U7 spillede ligeledes en masse kampe. Her havde de besøg af SGIF, Greve og LSF. Igen blev der spillet en masse gode kampe, med flotte mål og glade børn.

I Måløv Gl. Hal blev der fra morgenstunden spillet kampe for U8 drengene. U8-drengene vandt alle deres gruppekampe i deres pulje over Ølstykke, B73 og SGIF og gik direkte til finalen. Selvom de startede med at være bagud i finalekampen, vandt de kampen med 2-1 og fik deres første pokal. Der var god stemning med masse af opbakning og støtte. Rigtig flot af drengene fra U8.

Før middag spillede U9 drengene deres kampe. De fik kamp til stregen og begge Måløvhold sluttede deres puljer som nummer to. Dette resulterede i en ren Måløv kamp om 3. og 4. pladsen. Efter en flot og tæt kamp kunne pokalen for 3. pladsen uddeles til det vindende Måløvhold. Flot spil af drengene som gav alt hvad de havde.

Samtidig som U9 spillede i Gl. Hal spillede U10 A drengene i Måløv ny hal. Her blev der gået til den og Måløv trak sig ud af gruppespillet med en sejr, en uafgjort og et nederlag. Dette førte til en andenplads i puljen og en finalekamp om 3. og 4. pladsen mod VBA. Efter en meget spændende kamp stod den lige. Dette betød at kampen gik ud i 3 min. forlænget spilletid. Dette førte dog heller ikke til, at en vinder kunne findes. Derfor måtte der en straffesparkskonkurrence til. Her skulle 3 spillere fra hvert hold sparke. Efter de tre skud fra hvert hold stod den stadig lige. Men en flot redning på 4. skuddet og en efterfølgende scoring fra Måløv, sendte 3. pladsen og pokalen til Måløv. En alt for spændende og nervepirrende slutning på U10 A puljerne for Måløv.

 

Dagens sidste puljer skulle spilles i U10 C rækken og i U9/U10 pige rækken.

Her kunne man se pigerne levere en flot indsats. Der blev spillet flot fodbold og scoret en masse mål. Efter alle kampe var spillet kunne Måløvpigerne trække sig ud som vindere af det hele og kunne tage den store pokal med hjem. Pokalen var pigernes første, så der er ikke noget at sige til, at de var stolte. Rigtig flot af pigerne.  

Som rosinen i pølseenden spillede U10 C drengene deres kampe i Måløv Ny Hal. Her var Måløv repræsenteret med to hold som bestod af spillere fra både Måløv og Ganløse. U10 har til dagligt et samarbejde med Ganløse som betyder at der mixes til både træning og kamp.

I U10 C rækken blev fra begge Måløvhold kæmpet godt og spillet nogle flotte kampe. Ligesom hos U9 drengene sluttede gruppespillet med et Måløvhold på hver deres andenplads i de to puljer. Dette betød igen at kampen om 3. og 4. pladsen skulle stå mellem to Måløvhold. Efter slutfløjtet kunne vinderen af 3.pladsen findes.

Alt i alt var det et fantastisk stævne, hvor Måløv hev pokaler og medaljer med hjem fra alle årgange og puljer. Kæmpe stort tillykke.

Tusind tak for opbakningen. Tak til alle dem der har hjulpet til og tak til alle de deltagene hold. Vi håber at vi ses igen til næste år, når Måløv Indendørsstævne spilles igen.

 

   

Luk