Tilbageblik på året 2025 i Måløv Boldklub
Her er et samlet overblik over nogle af højdepunkterne i Måløv Boldklub.
Herre Senior
Herre Senior med Paulus Scheel som cheftræner har i efteråret spillet i Serie 1 efter en længe ventet oprykning. Målsætningen som nyoprykker var at overleve i rækken, og det mål blev indfriet.
Det er derfor med stor glæde, at vi kan meddele, at Paulus har forlænget og fortsætter som cheftræner. Vi ser frem til, at samarbejdet fortsætter, og til gode sportslige resultater i 2026.
Børn og Ungdom
Klubbens børne og ungdomsafdeling er i fortsat udvikling. Pigefodbold er kommet på dagsordenen, og vi har i dag pigehold i klubben fra U5 til U13.
For at fastholde interessen for pigefodbold bliver klubben en del af DBU’s Get Movin’-projekt, hvor fokus er på at skabe stærkere og mere ligeværdige fællesskaber for piger og kvinder, bryde fordomme og arbejde for en mere inkluderende klubkultur.
Der har været et målrettet arbejde med at ensrette træningen på tværs af alle børne- og ungdomshold gennem implementeringen af Brøndby MasterClass. Arbejdet er godt i gang, men der er fortsat et stykke vej. Derfor fortsætter indsatsen med at sikre, at træningen på alle børne og ungdomshold tager udgangspunkt i MasterClass principperne – tilpasset et Måløv Boldklub setup, som passer til vores rammer og fællesskab.
Medlemmer og samarbejdspartnere
Vi har i løbet af året rundet en vigtig milepæl og har nu 600 medlemmer i klubben. Det vidner om en stærk opbakning til Måløv Boldklub og det fællesskab, som hver uge samler børn, unge og voksne omkring fodbolden.
Efter nøje overvejelser har vi fra 1. januar 2026 valgt at skifte leverandør og samarbejdspartner. Vi har haft et godt og gensidigt respektfuldt samarbejde med Sportsgear og Robey, og vi vil gerne takke for mange gode år.
Samtidig har vi indgået et samarbejde med Unisport og Hummel. I løbet af januar lancerer vi vores egen klubshop på Unisport.dk, hvor det bliver muligt at købe Måløv Boldklub tøj. Yderligere information vil blive sendt ud til alle medlemmer og delt på Facebook, når shoppen er klar.
Stort tak til alle de frivillige kræfter i klubben samt vores sponsorer og samarbejdspartnere for opbakning og engagement gennem året.
Måløv Boldklub ønsker alle en glædelig jul og godt nytår.